Measurelet Toilet i ny kompakt udgave
Version 2 af Measurelet Toilet er blevet CE-godkendt. Det nye toilet er kommet i en mere kompakt udgave og opnår højere præcision ved målinger.
Measurelet Toilet blev installeret på den første hospitalsafdeling i 2021. Med erfaringer fra den virkelig verden og data fra mange tusinde toiletbesøg kunne udviklingsteamet se en række forbedringsbehov. Derfor valgte Measurelet i efteråret 2022 at starte udviklingen af en version 2 tidligere end kalkuleret.
Allerede i sommer blev version 2 CE-mærket. Samtidig blev vores software Fluidmonitor (eller med andre ord: patientjournalen) CE-godkendt. Det er en stor milepæl og utrolig vigtigt for virksomheden, da det er her det kliniske personale, kan aflæse målingerne fra Measurelet Toilet.
Ved version 2 er der flere opgraderinger, som springer i øjnene. Toilettet er f.eks. blevet mere kompakt (det fylder væsentlig mindre), det er mere rengøringsvenligt, og målingerne er blevet mere præcise.
Kompakt og handicapvenligt
En række hospitaler er udfordret, når det gælder plads på badeværelserne. Med version 2 fylder toilettet ikke meget mere end et almindeligt toilet. Derfor vil det nemt kunne installeres på alle hospitaler, hvor der i dag er installeret et almindeligt toilet.
Det er samtidig blevet mere handicapvenligt, da det er nemmere at placere en kørestol ved siden af toilettet. På den nye model er det desuden muligt at montere støttehåndtag, som gør det nemmere for patienten at komme på toilettet.
Rengøringsvenligt
I hele udviklingsprocessen har udviklingsteamet haft fokus på hygiejne. Med version 2 er rørføringen kortere. Måleenhed er samtidig installeret som en rengøringsvenlig kasse på siden af toilettet. Det betyder at toilettet er nemt at rengøre, hvilket skaber bedre hygiejne.
Højere præcision
En vigtig del af produktudviklingen har været at øge præcisionen af målingerne. Baseret på data fra mange tusinde toiletbesøg er der lavet tekniske justeringer, bl.a. er skyllet blevet forsinket for at gøre målingen mere præcis.
Et ny funktion på toilettet gør det desuden muligt for brugerne (ved at scanne deres armbånd) at fortælle toilettet, om det er urin eller afføring eller begge dele, som er kommet i toilettet, inden de skyller ud. Hermed hjælper brugerne selv med at øge præcisionen af data.
Forbedret drift
I forbindelse med udviklingsarbejdet har der været meget fokus på drift. Når et toilet kommer ud på hospitalerne, bliver det udsat for lidt af hvert i den daglige brug, rengøring eller hvis vogne eller andet støder ind i toilettet. En bedre drift betyder, at toilettet kan være i brug i længere tid, inden der opstår fejl, eller toilettet skal genstartes.
Med en mere kompakt version af toilettet er det blevet nemmere at montere og servicere. Det skyldes bl.a. toilettet og måleenheden er monteret på samme plade. Dermed er det bl.a. nemmere at kalibrere enhederne. Der er færre fejlkilder, og derfor har vi set, at driften generelt er forbedret.
Så nemt er det for patienten at registrere output med Measurelet Toilet
Milepæle hos Measurelet
2017 – Vinder af Region Hovedstadens innovationskonkurrence
2017 – Vinder af Berlingske Business Boost
2018 – Milestone Innovation Award
2019 – Vinder af Rolemodel of the Year, Wonder Tech Woman
2019 – Measurelet Output introduceres på de første danske hospitaler
2020 – Vinder af Rotary Iværksætterpris
2021 – Measurelet Toilet installeret på den første danske hospitalsafdeling
2022 – Measurelet opnår investering på 21 mio. kr.
2022 – Dansk Erhverv udråber direktør for Measurelet, Marie Lommer Bagger, som én af de 25 kvindelige iværksættere, du bør kende i 2022
2022 – Finalist i EY Entrepreneur of the Year 2022 i Scaleup/startup-kategorien på Sjælland
2022 – CE-mærkning af Measurelet Toilet.