skip to Main Content
Salgsdirektør Hentet I Multinational Virksomhed

Salgsdirektør hentet i multinational virksomhed

Measurelet kan nu byde velkommen til salgsdirektør Mikael Østergaard Larsen, som skal stå i spidsen for at opbygge salgsorganisationen.

Mikael Østergaard Larsen har en sundhedsfaglig baggrund og mange års erfaring med salg til den offentlige sektor lige fra hjælpemidler til specialbadeværelser. Han kommer seneste fra en stilling som Sales Manager i Norden for en multinational virksomhed inden for medicinsk udstyr og sundhed. Nu er han netop tiltrådt som salgsdirektør i Measurelet, hvor han skal opbygge salgsorganisationen – noget, han glæder sig meget til.

”Jeg har været utrolig overrasket over at se den flotte eksponering og omtale i medierne, som Marie (red. Marie Lommer Bagger) og toilettet allerede har opnået. Jeg er også fascineret af måden, ideen er udviklet på og tilgangen til at løse problematikker, der er i forbindelse med væskeregnskaber. Det er inspirerende at se en sundhedsfaglig person brænde så meget for at løse en problemstilling, at hun har tudet gå all in. Det er en rejse, jeg glæder mig til at være med på,” siger Mikael Østergaard Larsen.

Interessant klinisk værktøj

Mikael Østergaard Larsens fremhæver særligt potentialet i softwaren bag produkterne, der gør det muligt at indsamle nøjagtige data. Softwaren er et vigtigt klinisk værktøj i fremtidens sundhedsvæsen.

”Som tidl. sygeplejerske er Marie rigtig dygtig til at forklare, hvilket behov Measurelet dækker, og hvad betydningen er for sygeplejersker, læger og for patientens behandling, velbefindende og evne til at komme oven på igen og undgå komplikationer. Det er i virkeligheden ret enkelt. Så det glæder jeg mig selv til at komme ud at præsentere.”

Stolthed og glæde

Det intelligente toilet blev installeret på Gentofte Hospitals hjerteafdeling i 2021. Med en CE-mærkning i 2022 er toilettet nu klar til de næste hospitaler i Region Hovedstaden, og med udrulningen er der behov for at få salgsorganisationen på plads. Her er Mikael Østergaard Larsen den helt rigtig profil, siger CEO og stifter af Measurelet, Marie Lommer Bagger:

”Vi er stolte over at kunne tiltrække en stærk profil som Mikael, der har den erfaring, de kompetencer og den indsigt i det offentlige, som vi har brug for. Og så er han en utrolig rar og behagelig person. Samtidig er det et helt nyt kapitel for Measurelet at skulle ud på markedet og vise vores produkter. Det glæder vi os utrolig meget til,” siger Marie Lommer Bagger.

Milepæle hos Measurelet

2017 – Vinder af Region Hovedstadens innovationskonkurrence
2017 – Vinder af Berlingske Business Boost
2018 – Milestone Innovation Award
2019 – Vinder af Rolemodel of the Year, Wonder Tech Woman
2019 – Measurelet Output introduceres på de første danske hospitaler
2020 – Vinder af Rotary Iværksætterpris
2021 – Measurelet Toilet installeret på den første danske hospitalsafdeling
2022 – Measurelet opnår investering på 21 mio. kr.
2022 – Dansk Erhverv udråber direktør for Measurelet, Marie Lommer Bagger, som én af de 25 kvindelige iværksættere, du bør kende i 2022
2022 – Finalist i EY Entrepreneur of the Year 2022 i Scaleup/startup-kategorien på Sjælland
2022 – CE-mærkning af Measurelet Toilet.

Lad os digitalisere væskeregnskabet

med store gevinster

Få viden om det løbende udviklingsarbejde i Measurelet, og følg sundhedsprofessionelle og patienters brug af fremtidens digitale løsninger.

Back To Top

Skal vi digitalisere væskeregnskabet med store gevinster?